Tyrese Haliburton vendte tilbage til NBA-banen den 7. oktober, da han spillede 16 minutter i Indiana Pacers’ præsæsonåbning mod Minnesota Timberwolves. Han noterede sig syv point og seks assists i Pacers’ 123-112-sejr. Det var første gang siden 2025 NBA Finals, hvor han rev sin højre akillessene i kamp 7.
Kampen blev spillet i Ames, Iowa, på Iowa State University, Haliburtons alma mater, og det var en dobbelt hjemkomst for ham. Det var hans første kamp i collegearenaen på seks år. Studerende stod i kø dagen før for at få en plads i studentersektionen og en gul trøje med hans ansigt og navnet „Cyclone Hali“.
Haliburton havde ventet længe på øjeblikket. I 16 måneder havde den to gange udtagne All-Star-guard været tålmodig, derefter mindre tålmodig og til sidst næsten utålmodig efter at forlade sin plads på sidelinjen og spille minutter i en NBA-kamp.
Med 4:27 tilbage af første leg i præsæsonåbningen tog han sig tid til at nyde et andet øjeblik: sin første pause.
„Jeg var fandeme træt“, sagde Haliburton med et grin efter kampen. „Men selv med det tænkte jeg bare: Han, jeg spiller igen.“
Pacers’ første angreb var nervøst. Haliburton sendte en no-look-pasning mod Andrew Nembhard, som gik ud over sidelinjen. På næste angreb løb han et 2-mod-1 med Pascal Siakam og afsluttede med et crossover og en 15-fods jumper. Det var hans første kurv i over et år.
Efter kampen fortalte han: „Jeg har mine egne interne forventninger. Men vores mål er at vinde et mesterskab. Det har aldrig ændret sig.“
Store forventninger og en svær sæson
Pacers’ sæson og Indianas vej tilbage til toppen afhænger af netop de forventninger. Sidst Haliburton var skadesfri, leverede han et af de mest bemærkelsesværdige clutch-playoff-forløb i NBA’s historie med et kamp-udlignende eller afgørende skud i alle fire runder i 2025-slutspillet.
Indiana førte i første leg af kamp 7 i Oklahoma City, før Haliburton revnede sin akilles, og Thunder endte med at skrive historie.
Mens Haliburton brugte sæsonen 2025-26 på at komme sig, vandt Pacers kun 19 kampe. Det gør Indiana til et af de mest gådefulde hold op til sæsonen 2026-27. Selvom holdet nåede konferencefinalen både i 2024 og 2025, er Pacers ifølge Basketball Power Index forventet at vinde en beskeden 42 kampe og ender på 10.-pladsen i Østkonferencen.
„Jeg tillægger det ikke så stor vægt“, sagde Haliburton. „Hele holdet kan relatere til det. Vi har alle følt det på den ene eller anden måde.“
Pacers er det sidste hold, der har slået de regerende mestre New York Knicks i en slutspilsserie. Haliburton vil bevise, at Pacers kan genvinde deres plads i toppen i en mere konkurrencepræget Østkonference end den, han forlod.
„At finde den magi igen er ingen garanti“, sagde Pacers’ general manager Chad Buchanan. „Men vores kernespillere tror på hinanden. De føler, at folk allerede har skrevet dem af. Sådan har det været de to år, hvor vi lavede løb. Folk kasserede os bare. Det er det, der driver dem.“
Haliburton ville ikke have, at holdet glemmer sidste sæson. Indiana endte med færrest sejre i franchisens historie. Holdet blev ramt af skader tidligt og begyndte i anden halvleg at placere sig for at få et bedre draftvalg. Til sidst lignede holdet kun en skygge af det, der nåede Finalen.
„I kan tage vores præsæsonrangering som respektløshed, men samtidig skal I forstå, at vi selv skabte situationen med den måde, vi spillede på sidste år“, sagde Haliburton. „Der er standarder, vi ikke levede op til, og de skal vi tilbage til. Og der er ingen hemmelighed i, at der var et fald sidste år.“
Tilbage til gymnastikken og tilbage til basketball
Haliburton havde også travlt uden for banen. Han var i Indianapolis det meste af det sidste år og tog fat på projekter som dette. Sammen med holdets sponsorer var han på besøg på Peyton Manning Children’s Hospital i Indianapolis som talsperson for Indiana Donor Network, der arbejder for bevidsthed om organdonation. De fem børn, der var til stede, havde alle fået nyre-transplantationer.
Ved et bord med tegnepapir opstod der hurtigt en livlig debat.
„Hvad er jeres yndlingsfarve?“ spurgte Haliburton.
„Rød!“ sagde et barn. „Blå!“ sagde et andet. „Gul!“
„Regnbue!“ sagde et tredje, og det udløste en ny diskussion om, hvorvidt alle farverne kunne tælle som én farve. Det mente barnet, at de kunne.
„Men findes der en regnbuefarvet tusch?“ spurgte Haliburton og gjorde spørgsmålet til et farvemæssigt skakmat. Da Haliburton sagde, at hans yndlingsfarve var grå, trak børnene sig forskrækket tilbage. „Det har I aldrig hørt før, hva’?“ sagde han med et smil.
Haliburtons forbindelse til Midtvesten er dyb. Han er født i Wisconsin, mødte og friede til sin kone Jade i Ames. Hans tilknytning til regionen er kun blevet stærkere, siden han blev byttet til Indiana i 2022. Det er også derfor, han har investeret så meget i lokalsamfundet. Earlier this summer hjalp han med at genoplive Pacers’ velgørenhedssoftballkamp med spillere fra Indianapolis Colts og Indiana Fever. Fans fyldte Victory Field, et Triple-A-baseballstadion med plads til 12.000 tilskuere i det centrale Indianapolis.
„Det er et andet livssyn nu“, sagde Haliburton. „Jeg er bare taknemmelig for at spille basketball igen og for at kunne gøre alle de forskellige ting i lokalsamfundet, for når noget sådant sker, er det, som om hele dit liv passerer forbi dine øjne.“
Under sin første ferie et par måneder efter operationen kunne han næsten ikke gå ned ad trappen i et hus, de havde lejet. Når de tog af sted, havde han brug for hjælp til at komme rundt. Hans kirurg havde advaret ham, men virkeligheden ramte ham alligevel. Han græd i bruseren.
„Det var svært at acceptere at gå fra at være på toppen af verden til det helt modsatte på et øjeblik“, sagde han.
„Det er så underligt at sige, for det er en basketballskade, og uanset hvad er der en tidsramme. Du ved, at du bliver god inden for en vis periode. Vi har verdens bedste læger og de bedste fysioterapeuter og alt det der. Du ved, at du bliver god, men det er en skræmmende ting.“
Han tilbragte det meste af sin restitution i Indianapolis og sad på bænken på kampdage, både hjemme og ude, selv da sæsonen gik skævt. Midt i genoptræningen fik han også et slemt tilfælde af bælterose, som gav ham 30 pund ekstra og alvorlig hævelse i ansigtet på grund af den kraftige medicin. Sygdommen, som er meget smitsom, holdt ham væk fra holdkammeraterne på sidelinjen. Det var endnu et slag i en lang sæson.
„I ligaen, især når en stjerne som ham bliver skadet, betyder det for det næste år, at de nogle gange kører deres eget løb: ‚Jeg skal bare gøre det, der er rigtigt for mig‘“, sagde Buchanan. „Det er ikke sådan, Ty er skruet sammen. Ty er indstillet på at vide, hvad holdet har brug for fra ham, frem for hvad han selv skal gøre for holdet.“
Under den ensomme og hårde restitution så han en gang imellem gamle højlights.
„Bare for at mærke noget“, sagde han. „Jeg kunne engang gøre det. Jeg savner den følelse.“
Han så også 2025-finalen igen. Hans fokus var på kamp 4. Pacers førte 2-1, men Thunder kom tilbage fra et dobbeltcifret underskud i anden halvleg, da Shai Gilgeous-Alexander scorede 15 af sine 35 point i de sidste 4:38 af kampen.
„Kamp 4 kommer altid til at sidde fast i min hjerne“, sagde Haliburton. „Vinder man den kamp, ændrer hele serien sig.“
Tanken fulgte ham, mens han så sit hold gennemgå den dårligste sæson i franchisens historie. Han indså, at så meget af snakken om Pacers’ problemer handlede om ham selv, hans skade, hans restitution og hans eventuelle comeback.
„Alle synes altid, at sommeren er virkelig lang“, sagde Haliburton. „Men jeg har haft det i dobbelt, nærmest tredobbelt så lang tid som alle andre.“
Et nyt kapitel med en stille men tydelig besked
Træningslejren har fokuseret på at genopbygge de vaner, holdet havde. Dagen før den første træning samledes holdet hjemme hos Buchanan, på hans indendørs basketballbane. Det har været en årlig tradition i de sidste fire år, et tidspunkt hvor Pacers kan aftale deres prioriteter før sæsonen.
Cheftræner Rick Carlisle beklagede, hvor lang sommeren havde været. Der var gået fem en halv måned siden holdets sidste kamp i april, og endnu længere siden den sidste kamp, hvor der var noget på spil.
Ordet „generobre“ blev nøgleordet under mødet.
Carlisle erkendte, hvor vigtigt det er at have Haliburton tilbage, men advarede mod at se ham som en frelser.
„Vi er et hold, der er meget afhængige af hinanden“, sagde Carlisle før kampen i Ames i sidste uge. „Det, der gjorde os til et særligt hold i de to gode år, var vores forbindelse, vores økosystem og vores afhængighed af hinanden.
Vi bliver altid bedre som summen af alle delene.“
Størstedelen af Pacers’ kerne er den samme: Haliburton, Siakam, Nembhard og Aaron Nesmith. Men Ivica Zubac blev hentet ind for at erstatte den afgåede Myles Turner i en handel ved trade deadline, som endte med at koste Indiana draftpick nummer fem.
Ifølge kilder på holdet er Pacers overbevist om, at handlen vil hjælpe med at genåbne deres mestervindue. De erkender også, at Zubac, der spiller tættere på kurven, vil bidrage med andre styrker end Turner, der var en center, som strakte forsvaret med sine 3-pointskud.
„Vi har en fantastisk træner, der finder ud af tingene“, sagde Buchanan. „Det er en styrke for ham. Hvis tingene ikke går godt, og vi ikke spiller godt, eller hvis Zubac ikke passer godt ind, så tilpasser han sig.“
Samarbejdet med Zubac kan tage tid. Det samme gælder hans individuelle forståelse med Haliburton. De har haft problemer med timingen i pick-and-roll i præsæsonen, hvor Haliburton ofte runder hjørnet, før hans nye center får mulighed for at rulle.
„Han er så ivrig efter at bevise sig over for folk. Han hader, at folk siger, at han skal have tålmodighed. Det hader han virkelig“, sagde Buchanan. „Han siger: ‚Jeg har været ude i 16 forbandede måneder. Jeg er klar til at spille.‘ Han er tydeligvis meget selvsikker, men jeg tror stadig, der bliver en opbygningsfase, før han får fødderne, flowet og rytmen tilbage.“
Et comeback med vækstsmerter og tegn på formen
Haliburton bevægede sig nogle gange som sit gamle jeg, men vækstsmerterne var tydelige i hans første kamp tilbage. Han sammenlignede sig selv med en rookie, der spillede for hurtigt og måtte sænke tempoet, så angrebet kunne finde sin rytme. Han forstuvede sin højre ankel under kampen og sad over i næste præsæsonkamp, men en MR-scanning bekræftede, at akillessenen var upåvirket.
„Jeg var klar og begejstret for at komme ud på banen, men jeg må bare sænke tempoet lidt“, sagde han. „Der er en masse forbedringer, der skal laves, både på min side og på holdets side. Men jeg er bare glad for at være tilbage på gulvet.“
Flere øjeblikke i træningshallen i sommer gav ham grund til selvtillid.
En eftermiddag i slutningen af juli, 13 måneder efter operationen, tog han en enkelt dribling og kastede bolden op mod kurven. Mens han løb efter den, landede bolden lige før kurven inde i Pacers’ træningsfacilitet, og dens opadgående bane løftede ham næsten højere mod ringen, end han har været i årevis. I luften førte han bolden mellem benene og steg mod kurven og dunkede med højre hånd, mens flere medlemmer af Pacers’ stab hylede i kor.
Men det var Haliburton selv, der skreg højest og slap mere end et års opstemt frustration løs.
Han havde et løbende væddemål med Erik Huddleston, Indianas styrke- og konditionstræner: Hvis han gennemførte dunket, kunne han springe sin træning efter holdtræningen over.
Det er et dunk, Haliburton ikke regelmæssigt havde lavet, siden han var en 20-årig rookie.
Senere delte han en video af dunket på sine sociale medier, og budskabet til resten af ligaen var tydeligt.
Dunket viste Haliburtons flamboyante comeback, men det var et stille øjeblik en måned senere, der sendte et endnu højere signal.
Før sæsonstarten holdt Pacers-spillerne en minicamp i Los Angeles.
Under en intern kamp faldt Haliburton til gulvet. For nogle måneder siden ville alle i hallen være blevet stille og ventet, til han kom på benene igen, ligesom det skete den aften i Oklahoma City.
Men denne gang skete der ingenting. Han rejste sig. Spillet fortsatte.
„Det“, sagde han, „får mig til at føle mig normal igen.“